Adventskranse på arbejdspladsen
Sidste år fik jeg lov til at udstille både advents- og kalenderdekorationer på min arbejdsplads, Biotech firmaet Gubra.
Dem kan man se på billederne herunder og læse om i indlægget “Jul på gubra”
De vakte heldigvis så stor glæde, at der i år indløb en bestilling på 2 adventskranse.
Gubra går meget op i miljø og natur og derfor var ønsket fokus på natur og så naturligvis LED lys aht brandsikkerheden.
For at holde fokus på natur, valgte vi to kranse i kork-elm.
De blev pyntet lidt forskelligt, men for begge gælder at der er holdt fokus på natur og kun tilføjet små kugler, for at give det lidt eksklusive look, som jeg synes, at lidt guld eller sølv kan.
Begge kranse er lavet med LED lys på 5 x 20 cm.
Lysene står på runde plastopsatser og er sat fast herpå med sticky tack. Derfor kan man nemt skifte batterierne i bunden af lyset. Lysene tændes og slukkes med fjernbetjening, så man ikke skal løfte dem hver dag.
Alt det grønne er sat i oasis og jeg har lovet, at jeg pusler og vander det løbende – Så holder det – som alle mine andre dekorationer – fint indtil jul.